11. april 1944. Nødlanding og skjul.

Kl. Ca. 14:00.

• Nødlanding ved Tåstrup på Knud Larsens mark.
• Folk på tre forskellige marker ser flyverne: Kåre Jensen, Asger Jensen, karl fra Riise, Knud larsen og Johan Nissen.
• Flyverne løber fra nødlandingsstedet til granplantage ca. 600meter.
• Spor efter flyverne harves væk.
• Øjenvidner til nødlandingen – børn/unge fra 6 til 16 år har givet vidnesbyrd.

Efter kl. 14:30.

• Asger Jensen ringer til sin fader, Hans Jensen, i Højerup.
• Møde i Store Heddinge mellem Asger, Johan og Hans Jensen.
• Hans Jensen kontakter advokat og politiet i Store Heddinge for hjælp. Ingen kan hjælpe.

Kl. ca: 16:00

• Det danske politi tager til Tåstrup.
• Politiet i Store Heddinge har give melding om flyet til politiet på politigården i København.
• Politiet i København underretter leder (Robert Jensen) af Dansk Svensk Flygtningetjeneste om nødlandingen.

Kl. ca. 16:30

• Politimester Gelius møder i Tåstrup fiskeeksportør Henning Brammer fra Rødvig.
• Brammer og hans hjælper fiskeskipper Aage Leonhardsen tager ophold på Myrekær for at vente på, at Nissen kommer tilbage fra Store Heddinge.

Kl. ca. 19:00

• Johan Nissen og Asger er hjemme i Tåstrup.
• Ved mørkets frembrud hentes flyverne fra deres skjul i granplantagen af Nissen, Brammer og skipper Aage Leonhardsen og bringes til Nissens gård Myrekær.
• Sporene efter flyverne harves endnu engang over.
• Brammer og Leonhardsen tager tilbage til Rødvig for at hente Brammers lastbil.

Kl. ca. 20:00.

• Flyverne får mad og hvile på høloft på Myrekær.

Kl. ca. 23:00

• Tyskerne finder flyet.
• Politimester Gelius har været tøvende med at meddele det tyske politi om nødlandingen og har i første omgang nævnt Tommestrup som nødlandingsstedet.
• Et vidne har sagt til en tysk patrulje i Klippinge, at flyet er fløjet mod Holtug.

12. april. Modstandsbevægelsen tager over.

Kl. ca. 00:00

• Efter midnat afhenter Brammer flyverne i sin lastbil på Myrekær.
• Brammer kører til Sømandshjemmet i Fakse Ladeplads.
• To af de sårede flyvere tilses af en læge på Sømandshjemmet.

Formiddag

• Robert Jensen (leder af Dansk-Svensk Flygtningetjeneste) tager til Stevns for videre koordinering af flyvernes flugt.
• Robert Jensen møder såvel Henning Brammer (Rødvig) som vognmand Børge Nielsen (Store Heddinge).
• Robert Jensen er også på Rødvig Kro, hvor kromand Werner Christiansen er en meget vigtig kontakt til Dansk-Svensk Flygtningetjenste.

Kl. 15:00

• Flyverne afhentes senere på dagen i Fakse Ladeplads af vognmand Børge Nielsen og bringes på ladet af hans lastbil læsset med halm til København. Lastbilen med de 10 flyvere parkeres på Halmtorvet.
• Efter mørkets frembrud køres flyverne til Gammel Jernbanevej i Valby, hvor de sættes af. Derefter bringes de til en lejlighed i Vestbanevej 15 –  sidegade til Gammel Jernbanevej.

Den 13. og 14. april – ventetid…

• Flyverne opholder sig i lejligheden resten af den 12., 13. og 14. april og noget af den 15. april. De bliver forplejet af Robert Jensen.

Tidlig morgen den 15. april 1944.

• Flyverne transporteres i ”lillebil”/taxa fra deres skjulested i Valby til Sundby Havn tidligt om morgenen den 15. april 1944.
• Fiskeskipper Bernhardt Nielsen (kaldet Sundby), som arbejder for Dansk-Svensk Flygtningetjeneste, sejler dem fra Sundby i en hurtigbåd til østsiden af Saltholm.
• Svensk båd henter dem ved Saltholm og sejler dem til Malmø.

En række omstændigheder kan være medvirkende forklaring til, hvorfor vores 10 amerikanske venner kom i sikkerhed i Sverige.

Piloten.

• En fantastisk dygtig pilot. Kenneth Bethe havde udset sig Knud Larsens lucernemark som nødlandingsplads. Underlaget var rimeligt fast og plant. Der var gode indflyvningsforhold fra nordøst – dog ramte maskinen en telefonmast umiddelbart inden nødlandingen. Kenneth Bethe nødlandede B-17 uden assistance fra andenpiloten.

Kun to sårede.

• Andenpiloten, Raoul de Mars, og et af de øvrige besætningsmedlemmer, var blevet såret under tyskernes beskydning af flyet. Ingen blev såret ved nødlandingen. Hele besætningen var i stand til at bevæge sig på landjorden uden problemer.

Hurtig og snarrådig handling.

• De fire af landmændene, der var på de to marker ved nødlandingen, var ganske unge. En femte hjælpende landmand var lige flyttet til egnen fra Sønderjylland, og han havde været involveret i modstandsarbejde der. De fem landmænd fik meget hurtigt skjult de ti flyverne i en granplantage tæt på nødlandingsstedet. Besætningen troede på, at de ville blive hjulpet til flugt. De opholdt sig i ca. 7 timer i granplantagen.

Ingen tvivl.

• De fem landmænd tøvede på intet tidspunkt med at hjælpe. Og de kunne holde mund!

Få vidste noget.

• Ingen andre end de fem landmænd havde tilsyneladende set besætningen – måske undtagen den 10-årige Ruth og hendes lillesøster den 6-årige Benthe. Da tyskerne begyndte at lede efter besætningen i lokalområdet, var besætningen over alle bjerge.

Voksende modstandsvilje.

• Efter den 29. august 1943, hvor den danske regering trådte tilbage og efter Frihedsrådets dannelse senere på året, var modstandsviljen blandt danskerne vokset betydeligt. Dette kom også til udtryk under jødernes redning til Sverige i oktober 1943.

Politiets samarbejde med modstandsbevægelsen.

• Politiets information til den organiserede modstandsbevægelse (Dansk-Svensk Flygtningetjeneste) i København fandt sted inden for få timer efter nødlandingen. Politiet måtte ikke arrestere allierede flyvere på flugt, men skulle rapportere, hvis de kendte til stedet, hvor et allieret fly var landet. Politiet forsinkede meddelelse til tyskerne.

I sikre hænder hos Dansk-Svensk Flygtningetjeneste.

• Dansk-Svensk Flygtningetjenestes medhjælpere på Stevns blev inden for meget kort tid underrettet om situationen, og en plan blev lagt for den videre redning. Planen blev udført den 12. april 1944. Besætningen transporteredes til København.

I skjul i København hos Dansk-Svensk Flygtningetjeneste.

• Besætningen opholdt sig to døgn i en lejlighed i Valby i København. Kørtes tidligt morgen den 15. april 1944 til Sundby Havn for hurtig sejlads (speedbåd hyret til lejligheden) til Sverige.

Den organiserede modstandsbevægelse ville vise de allierede, at den var troværdig, handlekraftig og loyal. Den sukkede efter flere våben i kampen mod besættelsesmagten.