Nødlandingen

Uddrag af 2. pilot Robert de Mars beretning:

 Vi vidste, at vi aldrig ville komme til England og besluttede at tage mod Sverige, som var neutralt. Vores besætning, på denne ene flyvning, fik nedskudt fem nazistiske jagerfly.

Bethe besluttede, at jeg (som var såret) ikke var i stand til at blive ved med at flyve som andenpilot, så han beordrede mig tilbage til radiorummet.

Flyet havde ekstremt svært ved at holde kursen, som vi havde beregnet til at være mod Sverige.

Vi fløj kun på motor nr. 1 nu. Vi mistede støt højden, da vi var kommet ned fra 28.000 fod til blot et par hundrede fod, selvom besætningen havde smidt alt overflødigt udstyr overbord.

Ti, måske kun fem sekunder før vi landede ned, følte jeg en rystelse gå gennem flyet og troede med sikkerhed, at det ville bryde sammen. Rystelsen var resultatet af, at vi ramte en elmast omkring seks eller otte fod ind fra højre vingespids, hvilket drejede flyet nok rundt til at forhindre det i at styrte ned gennem en bondegård, som havde været direkte på vores vej.

Bethe gjorde et fremragende stykke arbejde med at lande det fly – en mindre dygtig pilot kunne have dræbt os alle. Da vi rørte jorden, revnede det svækkede fly lige foran radiorummet og virkede som en plov. Jord fra marken blev tvunget så meget op i radiorummet, at det løftede os, Johnny, AI Esler og mig, omkring tre fod. Det eneste, vi skulle gøre for at komme ud, var at tage et skridt op gennem den åbne luge og hoppe op på vingen og ned på jorden.