de lokale oplever nødlandingen

 Gårdejer Asger Jensen, Bækkemose, fortæller:

Min karl Edvard Thomsen fra Ramsing og min bror Kåre Jensen fra Eskelund i Holtug og så jeg selv var i lag med at plante roer til frø. Vi var på vej ud i marken efter middag med et spand heste ad vejen mellem Varpelev og Tåstrup, da en flyvende fæstning kom svævende lige hen over hovederne på os mod øst, drejede af til højre lige foran to nabogårde, ”Søndergård” og ”Pilegård”, hvor den var så langt nede, at den rev telefonledningerne over, fortsatte lige bagom huset nede ved bækken i skellet mellem Varpelev og Tåstrup. Den blev sat ned på marken lige efter vejen til Tåstrup inden for grøftevolden til vor mark.

I samme øjeblik maskinen stod stille, myldrede besætningen ud af maskinen og væk, øjensynlig for at undgå en eventuel eksplosionsfare. Da vi havde heste med, måtte jeg tage mig af dem, medens Kåre og Edvard løb ned til flyvemaskinen og var de første, der fik kontakt med flyverne. Hverken Edvard eller Kåre var særlige sprogkyndige dengang. Men kunne dog forstå så meget, at flyverne spurgte i hvilken retning Sverige lå. Det fik de selvfølgelig at vide, og de begav sig straks af sted i den retning, de havde fået opgivet.

På samme tid var Johan Nissen, som var gift med min kones søster, Karen, i lag med at harve. Her traf flyverne ham. Johan, som var sprogkyndig, spurgte dem, hvad de havde tænkt sig og fik at vide, at de ville prøve at komme til Sverige. Johan sagde til dem, at det havde de ingen mulighed for på den måde, men hvis de ville skjule sig i en lille granplantage, som lå inde på naboens mark, så kunne han se, hvad han kunne gøre. Det gik de med til, og derefter harvede Johan sporene efter dem og kørte hjem.

I mellemtiden havde jeg fået hestene ind i stalden og var på vej for at komme til flyvemaskinen, da Johan kom cyklende. Han sagde til mig på sit sønderjyske ”Jeg har hele skidtet liggende ovre i plantagen. Hvad skal vi gøre?”

Jeg vil lige indskyde, at Karen og Johan lige var kommet til ”Myrekær” fra Sønderjylland, hvor jorden var ved at brænde under dem på grund af illegalt arbejde, så de kendte ikke stort andre end familie og havde i alt fald ingen kontakt til den stedlige modstandsbevægelse. Men Johan kom altså over hos os, og vi drøftede, hvad vi skulle gøre. Jeg sagde til Johan, at vi havde vist ikke andet at gøre end at prøve at få fat i min far, Hans Jensen, Højerup, som jeg vidste havde visse forbindelser, så jeg ringede til ham og sagde, at vi havde noget, vi ville snakke med ham om, så vi aftalte at mødes med ham.

Redigeret fortælling af gårdejer Johan Nissen, Myrekær:

Gårdejer Johan Nissen fra Myrekær ser fra sin mark maskinen nødlande på nabomarken. Han er ude at harve sin egen mark.

Efter 10 minutter ser han syv uniformerede mænd springe over digehegnet ind på sin mark.

Flyverne giver sig til kende som amerikanere. Han anviser derefter alle 10 flyvere plads i en granplantage på sin mark og aftaler et kaldesignal.

Herefter harver han alle spor efter flyverne og sikrer sig, at ingen har set, hvor de har gemt sig. Derefter kører han hjem med hestene.

Gårdejer Hans Jensen, Nørreal i Højerup, fortæller:

Så snart maskinen var styrtet ned, blev jeg ringet op af min søn, Asger Jensen, hvis mark grænsede op til marken, hvor maskinen lå, om jeg ville møde ham og Johan Nissen, ”Myrekær” i Store-Heddinge. Jeg var straks klar over, hvad det drejede sig om, og vi mødtes trekvart time senere på et hotel i Store-Heddinge.

Jeg foreslog der, at vi skulle forlægge vores forhandlinger til kirkegården. Johan Nissen, på hvis initiativ flyverne var søgt ind i en lille granplantage, ønskede min assistance til at komme i forbindelse med en organisation, der kunne tage sig af det videre fornødne.

Da der imidlertid ikke mig bekendt dengang eksisterede en sådan organisation her på egnen, måtte vi begynde på bar bund. Jeg var godt nok klar over, at en del fiskere og andre havde haft med jødetransporterne at gøre, men alene at få flyverne transporteret ud til kysten var jo et problem.

Jeg henvendte mig derfor til landsretssagfører Hald, Store-Heddinge, men hr. Hald havde ikke andre oplysninger, end dem, jeg selv havde. Jeg henvendte mig derefter til politiassistent Jensen, Præstø, som havde inspektionen over kystvagten på Stevns.

Han var betænkelig ved situationen, men gav dog oplysning om, at jeg kunne henvende mig til politimesteren.

Jeg satte mig derefter i forbindelse med politiet i Store-Heddinge, men da politimesteren ikke var til stede, kom jeg til at tale med politifuldmægtig Hertz. Denne var ivrig efter at få at vide, hvor flyverne opholdt sig, og kunne oplyse, at skulle der være tale om skibslejlighed så måtte det være fra Rødvig, men kunne derudover ikke hjælpe os yderligere.

Vi måtte så tage hver til sit med det forholdsvis kummerlige resultat, og vi talte om eventuelt at udstyre flyverne med generalstabskort og selv lade den søge Rødvig om natten. Det var en dårlig udvej, men det skulle snart vise sig, at vores anstrengelser kronedes med held.

Gårdejer Knud Larsen, Tåstrup (på hvis mark flyet var nødlandet):

I brev af oktober 1984 skrevet til Raoul de Mars Junior (søn af 2. pilot Raoul de Mars) skriver Knud Larsen, at han sammen med en ven var med til at “beordre” besætningen ud af flyet og at de med fagter sagde til besætningen, at den skulle gå til en lille skov i nærheden.