Ildkamp

På første etape af flyvningen løb vi ind i nogle få spredte områder, hvor der var koncentreret antiluftskyts. Vores største bekymring var de uophørlige jagerangreb, som fløj lige igennem B-17-formationen, og det så ud til, at nogle af dem havde til hensigt at flyve ind en B-17 for at tage den med ned i styrtet.

Dette forårsagede, at flere af vores piloter tog drastiske undvigende manøvrer.

Tre B-17 i vores gruppe blev skudt ned, og den, der fløj ved min venstre vinge, fik en direkte træffer i bomberummet og eksploderede i luften.

Over Poznan kunne det fly, som skulle udpege målområdet, ikke finde det, så vi blev dirigeret nordpå til Stettin.

På vej til vores sekundære mål havde vi flere farlige jagerangreb, og jo tættere vi kom på Stettin, jo tættere blev antiluftskytset.

Vi mistede den ene motor (nr. 3). Med kun tre motorer blev det umuligt for os at følge med i formationen, og vi begyndte at sakke bagud.

Da vi fløj over Nordtyskland, med kurs mod hjem via Danmark og Nordsøen, besluttede piloten Bethe og jeg, at vi ville være bedre stillet i lavere højde, da vi ville være i stand til at manøvrere bedre i den tættere luft (vi var på omkring 28.000 fod dengang), og hvis vi gik ned til trætopniveau, ville der være mindre chance for, at jordobservatører eller jagerfly opdagede os.

Vi begyndte at dykke så hurtigt, som vi kunne, i betragtning af flyets tilstand, da vi så flere jagerfly komme imod os. De lavede flere angreb på os, og det var på et af de angreb, jeg blev ramt.

De slog også vores nr. 2-motor ud og ramte en olieslange på vores nr. 4-motor. Det efterlod os med én god motor (nr. 1) og nr. 4, hvilket ikke var godt, da den næsten øjeblikkeligt begyndte at overophede på grund af tab af olie.