Ruth Sandford Birch (f. Hansen), der var 10 år gammel den 11. april 1944, fortæller:

“Det var den 11. april 1944. Det var nu blevet forår. Min lillesøster Benthe og jeg besluttede os til at gå til den lille Lund beliggende nederst i en nabos mark. Der kunne vi plukke anemoner.

Da vi næsten var nået frem, hørte vi en mærkelig brummende lyd i nærheden, og pludselig kom en stor flyvemaskine flaksende fra side til side i meget lav højde hen ad naboens mark for til sidst at standse længere fremme.

Vi blev meget chokeret, havde jo kun set flyvemaskiner i luften og de tyske maskiner flyve over Stevns den 9. april.

Vi vendte hurtigt om og spænede hjem og fortalte vores forældre, hvad vi havde set. Min far tog resolut cyklen, satte min søster på stangen. Jeg tog min egen. På kort tid kørte vi til den nødlandede flyver. Vi kom som nogle af de første.

Den havde beskadiget vingerne og lå forvredet til højre. Glasset i cockpittet var knust. Forpartiet sønderskudt. Døren ved højre vinge var åben, så jeg kravlede op og gik ind. Min far og søster kom også op, nøjedes med at stå i åbningen og kikke ind.

Jeg gik ned ad en meget smal gang og endte ved et stort hul, der lå også noget jord, jeg gik tilbage, hvor sæderne og lignende var revet løs og lå hulter til bulter i højre side.

Foran cockpittet lå der noget udstyr bl.a. høretelefoner, en lille kasse, en masse ledninger. Jeg samlede det op, tog det med og lagde det på min bagagebærer.

Vores far fortalte os, at det var et amerikansk fly. Nu var der kommet nysgerrige til. Politiet var også ankommet, vi blev dirigeret væk fra maskinen. Der blev sat afspærringer op. Vi tog da vores cykler og kørte hjem.

Flere timer senere kom tyskerne og overtog flyet.

Dagen efter gik tyskerne rundt på nabogårdene og ledte efter besætningen. To med geværer kom også til os, far kunne ikke tysk, han rystede på hovedet, men de gennemsøgte staldene og halmloftet, men fandt jo ingen.

Næste dag gik vi tilbage til Lunden efter anemonerne. Gennem den lille skov løb en bæk. I kanten fandt vi blodige rester af forbindingssager, gazebind og plastre. I Lunden var buskadset trykket ned og undergrunden trampet til. Vi satte det straks i forbindelse med flystyrtet.

Besætningen havde jo gemt og opholdt sig her, kunne vi forstå. Vi plukkede en stor buket anemoner til vores mor og gik hjem.

Kort efter fortalte datteren til Myrekær, Ellen Margrete, som jeg fulgtes med i skole, at hendes far havde hentet piloterne og bragt dem til deres halmloft. Sporene dertil havde han harvet ud. Derfra blev de bragt til et andet sted, men jeg måtte intet sige om det.

Vi hørte mange rygter om den forsvundne besætning, som alle levende var bragt til Sverige ved hjælp af modstandsfolk, som satte deres liv på spil.

Da jeg senere i skolen fortalte om min oplevelse og de fundne genstande, blev drengene meget interesseret og bad mig tage dem med. Jeg gav det så til et par udvalgte af min klasse.

Ellen Margrete fortalte senere, at de havde modtaget pakker fra Canada med tyggegummi og chokolade som tak for hendes fars hjælp.

Dette er min oplevelse med “B 17”.